Med Laura Christensen • Julie Ølgaard Pilou Asbæk • Laus Høybye
Lørdag den 11. oktober 2008
Gasværket åbner i den kommende sæson dørene op til teatrets første anneksscene nogensinde. Lille Gasværket bliver et intimteater i teatrets foyerområde med 167 siddepladser. Indvielsen markeres med premieren op til efterårsferien på dramaet CORE lørdag d. 11. oktober.
Ung dansk dramatik - af unge - til unge
Lille Gasværket er teater af unge - om unge - til unge. Lille Gasværket er teater uden sikkerhedsnet, og her får unge talenter muligheden for at prøve kræfter i Gasværkets rammer. CORE spiller i efterårsferien og er dermed også et tilbud til de mange unge, der plejer at bruge efterårsferien i biffen.
Teaterchef Jon Stephensen, Gasværket, udtaler:
- Lille Gasværket er stedet hvor det nye sker. Nye dramatikere, nye instruktører og debuterende skuespillere. Et ungt teater - af unge, til unge, om unge. Ny ung dansk dramatik. Lille Gasværket er ideen om at gi´ Gasværket mere profil og kant indenfor Gasværkets fantastiske rammer. Lade unge kunstnere få chancen i dette fantastiske rum, som ellers mest har været forbeholdt de etablerede navne og de store og ofte mere sikre forestillinger som rammer det store publikum. På Lille Gasværket er der ikke noget sikkerhedsnet.
En forestilling om unge på vej mod afgrunden
CORE dykker lige ned i Danmark anno 2008 og de unges virkelighed. "Du kan alt!", skriger alle. Forældre, skolen og autoriteterne fortæller de unge, at alt er muligt. Friheden er stor. Men ansvaret tilsvarende stort - og især pigerne, har svært ved at håndtere deres liv.
Usikkerheden fører konsekvenser med sig, som kan virke helt ude af proportioner. Men for især piger er det virkeligheden: Stoffer, druk og depressioner. Samtidig er psykisk relaterede lidelser og sygdomme som anoreksi, bulimi, depression, angst og - som det sidste skud på stammen - cutting (selvskæring) eskalerende blandt unge piger. Men hvorfor er det overhovedet sådan? Hvad udløser så radikale symptomer og handlinger? Hvem er de her unge mennesker og hvem har - hvis overhovedet nogen - skylden for det hele?
I CORE går vi helt tæt Mathilde og Karoline - to veninder i starten af 20'erne. Mathilde er lige kommet hjem fra et års backpackertur, og det skal fejres med gensynsmiddag i hendes nye lejlighed. Men aftenen tager en drejning, da to lidt ældre fyre kommer forbi. Og pludselig udvikler en hyggelig pigemiddag sig til et grænseoverskridende - og grænseløst - spil med retning direkte mod afgrunden. Med masser af alkohol og stoffer til at accelerere faldet.
CORE er magisk realisme, en forestilling for unge, men også for forældre, der gerne vil se, hvad deres børn render rundt og laver.
Unge talenter på og bag scenen
Laura Christensen og Julie Ølgaard står på scenen som Karoline og Mathilde. De to har trods deres unge alder allerede spillet sammen i flere film og tv-serier, bl.a. gyseren Midsommer, den prisbelønnende pigebandefilm Råzone, tv-serien Forbrydelsen på DR1 og netop nu i biografhittet Dig og Mig. Laura Christensen er pt. også aktuel i den nye danske film Kandidaten.
Laus Høybye spiller den ene af to mand og Pilou Asbæk fra filmsuccesen To verdener spiller den anden. Netop Pilou Asbæk er den ene af tre unge teaterfolk, som får sin professionelle debut i CORE. De to andre er instruktøren Daniel Rylander, udklækket fra Statens Teaterskole i år, samt dramatikeren Line Mørkeby, der netop har haft stor succes med sin afgangsforestilling "Musical" på Det Kongelige Teater og som med CORE får sin professionelle debut som dramatiker.
Forestillingens scenografi skabes af Jon Stephensen.
Fakta om Lille Gasværket:
Fakta om CORE:
CV'er:
Laura Christensen
Født 1984. Laura Christensen har siden hun var 10 år medvirket i diverse film og tv-programmer. De fleste vil huske hende fra tv-serien Taxa (DR, 1997-1999), hvor hun spillede rollen som Pernille Højmarks datter Fie. Siden dengang har Laura medvirket i flere tv-serier bl.a. Riget (DR, 1994 og 1997), Strisser på Samsø (TV2, 1997), Langt fra Las Vegas (TV2 Zulu, 2000), Forbrydelsen (2007) og senest Sommer (DR, 2008). På det store lærred havde Laura sin debut i filmen Tøsepiger (1995), men har siden medvirket i bl.a. Midsommer (2003), Lad de små børn (2004), Kongekabale (2004), Nynne (2005) og Råzone (2006), hvor hun spillede hovedrollen som Christina - en præstation, der fik hende nomineret til både en Robert og en Bodil i kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle. Sammen med Julie Ølgaard og Neel Rønholt har hun dannet Teater N.i.p.s., hvor hun har spillet rollen som Bee i forestillingen EMTI (2005) og Patricia i forestillingen Extremities (2006).
Julie R. Ølgaard
Født 1981. Julie er uddannet fra The Lee Strasberg Theatre Institute i Los Angeles og har gennem en årrække modtaget undervisning i div. masterclasses og workshops i Berlin og København. Desuden har hun medvirket i forskellige tv-serier som Strisser på Samsø (1996), Nynne (2006) og senest Forbrydelsen (2007). På film har Julie medvirket i bl.a. Midsommer (2003), Per Flys Drabet (2005), Himmerland (2005), Susanne Biers Efter Brylluppet (2006) og Råzone (2006), hvor hendes præstation som hovedrollen Trine gav hende en Bodil-nominering i kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle. Sidst har Julie kunne ses i filmen Om Natten (2006) og i rollen som Sanne i gyserfilmen Kollegiet (2007). Julie har desuden været vært på ungdomsprogrammet Boogie (DR, 2004) og Zulu Djævleræs (TV2 Zulu, 2007). Sammen med Laura Christensen og Neel Rønholt har hun dannet Teater N.i.p.s., hvor hun har spillet hovedrollerne Chris i EMTI (2005) og Marjorie Extremities (2006).
Johan Philip Pilou Asbæk
Født 1982. Pilou Asbæk blev færdiguddannet fra Statens Teaterskole i sommeren 2008. Inden optagelsen på Statens Teaterskole medvirkede han bl.a. i Nederdrægtighedens Historie (Comedievognen, 2003). Senest har han kunnet opleves i rollen som Teis i Niels Arden Oplevs nyeste film To Verdener (2008) samt i Ulrik Wivels film Comeback.
Laus Høybye
Født 1978. Uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2005. Han spillede samme år med i den Reumert-nominerede forestilling Den Store Bastian på Svalegangen i Århus, Heaven af Odense Internationale Musikteater og Martas Tema (Odense Teater). I 2006 spillede han desuden rollen Birk i Ronja Røverdatter (Folketeatret). Laus Høybye blev landskendt, da han i 1991 spillede hovedrollen som Krumme i filmen Krummerne. Samme år modtog han en platinplade for sangen Det er svært at være 11 år, og året efter var han med i Krummerne 2 - Stakkels Krumme. Laus Høybye har desuden lagt stemme til en lang række tegnefilm. Laus Høyby har senest spillet rollen som Børge i musicalen Olsenbanden og den russiske juvel (2008) i Tivolis Koncertsal.
Daniel Rylander
Født 1975. Uddannet Fil. Mag i teatervidenskab og engelsk litteratur fra Stockholms Universitet i 2002. Rylander er i dag bosiddende i Malmö, men har siden 1993 været skuespiller og instruktør på flere forskellige amatørforestillinger i Stockholm. Rylander er i år blevet færdiguddannet fra instruktøruddannelsen på Statens Teaterskole og har under uddannelsen bl.a. instrueret Flickan på Henriksdalsbjerget af Peter Balarch (2006), fragment af Hamlets Machine af Heiner Müller (2006) og Guitaristerne af Line Knutzon på Odense Teater (2007). Af kommende projekter kan foruden CORE nævnes Kirsebærhaven af Anton Tjekov, der har premiere på Island 4. december samt Augusta af Richard Dresser, der har premiere i Malmö 14. februar 2009.