Pressemeddelelse
Oktober 2007

Download som Word dokument

Megasuccesen på Gasværket!

HAVFRUEN

- i samarbejde med Kaleidoskop og Cirkus Cirkör

Et gennembrud i dansk scenehistorie - Politiken

Der er ingen vej udenom - Havfruen Kalder! - Berl. Tidende

En drøm af en havfrue…Et brag af en forestilling - Ekstra Bladet

Sanselig fryd med sjæl, humor og fed akrobatik - Urban

Repremiere:
Onsdag d. 19. december 2007 kl. 20.00

Gasværket afslutter året 2007 med en julegave til hele familien. Det er lykkedes at få megasuccesen HAVFRUEN ud på Gasværket, hvor den får repremiere onsdag d. 19. december og spiller til og med mandag d. 31. december 2007.

Efter en omfattende international turné vender den 3-dobbelt Reumert-belønnede HAVFRUEN (sidste års modtager af priserne Årets Forestilling, Årets instruktør og Årets Scenograf) tilbage til Danmark for første gang siden premiereåret 2005, hvor den fik premiere i Kedelsmedjen på Holmen og senere på sommeren gik en kortere periode på Folketeatret.

Sansebombardement af poesi, dramatik og ny cirkuskunst
Den visuelle pragtforestilling over H.C. Andersens elskede eventyr Den lille havfrue udsættes nu for Gasværkets enestående scenerum, hvor cirkusartister, dansere og skuespillere igen vil bjergtage publikum i et sansebombardement af poesi, dramatik og ny cirkuskunst på internationalt niveau. Her mødes den nyeste teknologi med ældgammel fortællekunst og ekstreme fysiske præstationer i en verden, hvor tyngdekraften ophæves, og eventyret begynder.

Holdet bag forestillingen
Bag forestillingen står Kaleidoskop og det svenske nycirkus Cirkus Cirkör, som sammen har bragt forestillingen rundt til storbyer som Stockholm, Stuttgart, Wien og London - alle steder med udsolgte huse og blændende anmeldelser til følge. Det er instruktøren Katrine Wiedemann og multitalentet Martin Tulinus (her som scenograf), der sammen med Tilde Björfors har skabt HAVFRUEN. Katrine Wiedemann samarbejdede også med Cirkus Cirkör om at skabe cirkusforestillingen Romeo og Julie på Dramaten i Stockholm i 2002, og sidste efterår gik Katrine Wiedemann og Martin Tulinius sammen igen og skabte en succesfuld opsætning af Goethes Faust på Det Kongelige Teater.

Reumert-nomineret svensk havfrue
Udover et ensemble på 11 internationale artister, sangere, musiker og skuespillere er det igen den svenske skuespiller Melinda Kinnaman, der kan opleves i rollen som havfruen. Melinda Kinnaman optrådte første gang i Danmark i Stormen på Kaleidoskop i 2003. Sidste år blev hun Reumert-nomineret for sin præstation i HAVFRUEN, og her i foråret har hun medvirket i Aveny-Ts afslutningsforestilling Kærlighedshistorier. I Danmark blev hun desuden landskendt for sin rolle i DRs dramaserie Ørnen hvor hun spiller Ørnens stewardesse-veninde.

Fakta om HAVFRUEN