
KUN 8 KONCERTER inden verdensturnéen. Glæd dig til, at DaVid Bowies ikoniske musik møder Philip Glass' Symfoniske univers med bowies originale indspilninger, copenhagen phil, livevokalister og en imponerede visuel produktion på Østre Gasværk Teater.
Sprog
ENGELSK
Spiller 7. - 15. maj 2027
ØSTRE GASVÆRK TEATER
Alder
Fra 10 år
Priser
480 - 680 DKK
Billetpriserne er inkl. billetgebyr
Varighed
OPLYSES NÆRMERE PREMIEREN


David Bowies musik får nyt liv, når en af rockhistoriens mest banebrydende kunstnere møder den verdensberømte komponist Philip Glass i en helt ny symfonisk koncertoplevelse. BOWIE (breaking) GLASS er en stor international produktion, der får verdenspremiere på Østre Gasværk Teater i København i maj 2027 – året, hvor David Bowie ville være fyldt 80 år, og Philip Glass fylder 90.
BOWIE (breaking) GLASS tager afsæt i det særlige kunstneriske slægtskab mellem Bowie og Glass. Philip Glass fandt inspiration i Bowies musik og omsatte siden albummerne Low, Heroes og Lodger til symfoniske værker. Med BOWIE (breaking) GLASS føres den musikalske samtale videre, når Bowies musik og Glass' karakteristiske tonesprog mødes i koncertoplevelsen.
Musikken er nyarrangeret af Paul Leonard-Morgan, der gennem mange år har samarbejdet med Philip Glass. Sammen med en omfattende visuel iscenesættelse, der trækker på materiale fra Bowies arkiver, skabes et nyt scenisk univers omkring de to kunstneres musik med hjælp fra Østre Gasværk Teaters spektakulære TheatreMax®.
Glæd dig til 90 minutter, hvor Bowies originale indspilninger og arkivmateriale møder livevokalister, musikere og Copenhagen Phil. Publikum kan blandt andet opleve ikoniske sange som Space Oddity, Let's Dance og Life on Mars? i helt nye symfoniske fortolkninger.
Østre Gasværk Teater udvikler BOWIE (breaking) GLASS i fællesskab med det New York-baserede Schirmer Theatrical med støtte fra David Bowie Estate.

Philip Glass
Philip Glass er født i Baltimore, Maryland, og han er uddannet fra University of Chicago og Juilliard School. I begyndelsen af 1960’erne tilbragte Glass to år i Paris, hvor han studerede intensivt hos Nadia Boulanger. Her tjente han blandt andet penge ved at transskribere Ravi Shankars indiske musik til vestlig nodeskrift.
I 1974 havde Glass allerede gennemført en række nyskabende projekter, der resulterede i en omfattende samling af ny musik skrevet til The Philip Glass Ensemble og teaterkompagniet Mabou Mines. Denne periode kulminerede med Music in Twelve Parts og den banebrydende opera Einstein on the Beach, som han skabte i samarbejde med Robert Wilson.
Siden Einstein on the Beach har Glass udvidet sit repertoire til at omfatte musik til opera, dans, teater, kammerensembler, orkestre og film. Hans filmmusik har modtaget nomineringer til en Oscar (Kundun, The Hours, Notes on a Scandal) samt en Golden Globe for The Truman Show. Glass’ erindringsbog Words Without Music blev udgivet af Liveright Books i 2015.
Blandt Glass’ nyere værker er operaen Circus Days and Nights, Symphony No. 14 og Prelude pour Orgue, som blev skrevet i anledning af genåbningen af Notre-Dame-katedralen i Paris, Frankrig. Glass’ Symphony No. 15 får premiere den 5. juli 2026 på Tanglewood med Boston Symphony Orchestra.
Glass modtog Praemium Imperiale i 2012, USA’s National Medal of Arts overrakt af præsident Barack Obama i 2016, Kennedy Center Honors i 2018 (den 41. uddeling) samt GRAMMY Trustee’s Award i 2020.
I 2027 fejrer Philip Glass sin 90-års fødselsdag.
Philip Glass, der selv var ven med David Bowie, ser frem til, at deres musik nu får nyt liv:
Jeg mødte David første gang i 1970'erne. Han var et usædvanligt begavet og interessant menneske og musiker. Jeg er taknemmelig for det venskab og det samarbejde, vi havde. I årene efter hans død har der været mange forskellige hyldester til David og hans værk, men ikke mange orkestrale fortolkninger. Jeg er glad for, at denne symfoniske koncertoplevelse vil vise vores arbejde i et nyt perspektiv,
siger Philip Glass.

OM COPENHAGEN PHIL
Copenhagen Phil åbner den klassiske musik for nye publikummer. Det 70-personer store orkester spiller symfoniske koncerter med internationale dirigenter og solister og udvikler moderne formater med rytmiske artister, videoscenografi og musikalske oplevelser på tværs af genrer. Fra klassiske nytårskoncerter til morgenformatet Phil Awake og publikumssucceser som 60 minutes, hvor klassisk og rytmisk musik forenes på scenen. Copenhagen Phil har rødder tilbage til 1843, hvor orkestret blev grundlagt i Tivoli, og møder i dag publikum i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg, i Tivoli og på lokale teatre og spillesteder, i kirker og haller på tværs af Sjælland, Lolland og Falster.

Om Schirmer Theatrical
Schirmer Theatrical (en del af Wise Music Group) er en kreativ producent i krydsfeltet mellem musik, teater og teknologi – dér, hvor kulturarv møder nytænkning. Virksomheden arbejder med at forme og transformere ikoniske kunstneres musikkataloger til immersive, nutidige scenekunstoplevelser for internationale scener.
Med fokus på tværfaglig kunstnerisk udvikling skaber Schirmer Theatrical nye symfoniske oplevelser, teatralske koncerter og oplevelsesbaserede produktioner, der udvider publikums måder at møde musikken på.
Virksomhedens kreative projekter bygger på samarbejde og samler nogle af de førende udøvende kunstnere, komponister, koreografer, instruktører, billedkunstnere, orkestre, filmselskaber og kreative samarbejdspartnere.
Schirmer Theatrical værner om den kunstneriske arv, samtidig med at virksomheden skubber scenekunsten fremad. Resultatet er produktioner med internationalt potentiale, der nytænker den musikalske fortælling som en sanselig, samarbejdsbaseret og levende oplevelse.








